|
Efter endt sæson med mange gode resultater for de talentfulde spillere på de fem FK Viborg hold, så har man nu fra trænerside kåret årets spiller for hvert enkelt hold baseret på præstationerne i kampene.
De fem spillere blev fundet ved, at man talte sammen, hvor mange gange hver enkelt spiller var blevet kåret som kampens spiller i løbet af sæsonen – præmier og kåring af spillerne er sponsoreret af Vestjysk Bank.
FK Viborgs U19 hold havde en udmærket sæson, hvor man blev matchet på allerhøjeste niveau, da man spillede i landets bedste række for U19-mandskaber, samtidig sendte holdet exceptionelt mange spillere op til førsteholdet, hvor de fik vigtig erfaring og vist prøver på deres talent i første division. En af de spillere der fik spilletid i første division for Viborg F.F.’s førstehold, men samtidig fik markeret sig i U19-ligaen, var Kasper Østervemb.
Valget af Kasper Østervemb som årets spiller begrundes af Jan Østergaard med ordene:
- Kasper Østervemb har haft en forrygende sæson, hvor han har fået sit store gennembrud på U-19 ligaholdet og også har fået sin debut på klubbens førstehold i Viasatdivisionen.
- Hans største styrker er hans hurtighed, hans målfarlighed og hans aggressive spillestil, der ikke levner modstandernes forsvarere megen ro i opspillet. Han har udviklet sig som afslutter og med hans altid seriøse indsats til træning, bliver han meget spændende at følge fremover.
U17 liga mandskabet spillede også i liga-turneringen og blev dermed også matchet på allerhøjeste niveau. Holdet sluttede på en 11. plads i turneringen og fik i mange kampe vist, at de kunne spille lige op med de bedste hold og de største talenter i årgangen. Den spiller som U17 kårede som årets spiller er Thomas Jakobsen.
Valget af Thomas Jakobsen begrundes af Predrag Bojanic med ordene:
- Vi hentede Thomas Jakobsen sidste sommer fra Herning Fremad. I denne sæson har han spillet 23 ud af vores 24 kampe. I 10 af kampene er han blevet kåret som vores bedste spiller (indimellem vælger holdet 2 spillere som kampens spiller – red.).
- Thomas er en fysisk og mentalt stærk spiller, som gør sit bedste hver gang. Han vinder stort set alle tacklinger og det gør han med et brag. Det gælder både i luften og på jorden.
- Sociatl er han faldet godt til, han er vellidt blandt trænerne og holdkammeraterne, og vi er meget glade for at have ham i klubben.
U15 spillede i mesterrækken, hvor man var oppe imod stærke hold som Randers Freja, Aalborg, AGF og Silkeborg. For U15-holdets vedkommende, så faldt valget på Aske Lund Pedersen.
Træner Jakob Mouritsen fortæller her hvorfor:
- Aske er en stærk defensiv midt, som erobrer mange bolde. Hans styrker er hans fysik, hovedspil og spark.
Det bliver spændene at følge Aske, som er en rigtig sekser type. Aske spillede i Overlund for et år tilbage og har siden udviklet sig rigtig meget og gået forbi mange af hans holdkammerater, dette skyldes ikke mindst hans fantastiske indstilling.
U14 mesterrækkeholdet oplevede en lidt hård sæson, hvor de meget sejrsvante drenge for første gang prøvede et par nederlag. Men holdet fik rejst sig på fornemmeste vis og sluttet sæsonen rigtig godt af. Så efter 3 nederlag i sæsonens første fem kampe, sluttede man stærkt af og vandt 4 og spillede en uafgjort af de sidste 5 kampe. Sæsonens spiller blev Emil Højgaard, der også spillede nogle kampe for FK Viborgs U15 mandskab og også der prøvede at blive kåret som kampens spiller en enkelt gang.
Træner Claus Therkildsen begrunder her hvorfor:
- Emil Højgaard har mest spillet venstre back og venstre kant. Han er stærk både offensivt og defensivt og ikke mindst i 1 mod 1, hvor han vinder næsten alle dueller. Han kan sparke med begge ben og har et ekstremt højt bundniveau. Samtidig er han en fantastisk gut der altid er i godt humør, men som samtidig tager træningen meget seriøst.
Sidste hold er U13 mesterrække holdet der har haft en forrygende sæson og som var tæt på at vinde det jyske mesterskab for sin årgang i sidste uge. I turneringen prøvede holdet ikke at tabe, men vandt 16 og spillede 2 kampe uafgjort. Eneste hold man tabte til, det var AGF, der slog holdet to gange i slutspillet om det jyske mesterskab. Hos U13 er valget faldet på Steffen Ravn Riis.
Træner Carsten Ravn Nielsen begrunder valget med ordene:
- Steffen er vores anfører og han tager et stort ansvar på banen. Han er teknisk god og en chanceskaber, der sætter medspillerne i scene. Samtidig har han en stor arbejdsradius og er meget løbestærk.
Han er en god kammerat, der vægter det sociale højt. Samtidig er han meget målrettet og arbejder hårdt for at forbedre sig og sørger også for optimal kost og søvn.
Tillykke til de fem spillere med kåringen som årets spiller på deres hold i FK Viborg.

|