|
Vejning, fedtprocentmåling og konditionstest var blot noget af det, der mødte VFF-spillerne, da de i dag mødte ind efter ferien, for at forberede sig til den første kamp i sæsonen.
Da spillerne i Viborg F.F.s førsteholdstrup torsdag morgen mødte ind til den første træning efter sommerferien, var det til en klub, hvor der er sket store forandringer i den sportslige sektor.
Disse forandringer forklarede cheftræner Lars Søndergaard truppen om på et møde på træningsanlægget på Kirkebækvej. Selvom Søndergaard beklagede besparelserne i VFF, valgte han at anskue udfordringerne positivt. Blandt ændringerne i den sportslige sektor vil være, at Søren Frederiksen og Steffen Højer begge vil fungere som assistenttrænere på deltid. Dette vil gøre, at der til visse træninger vil være tre trænere til stede, hvilket vil kunne optimere en del træningsøvelser. De to assistenter vil primært have fokus på dødbolde, afslutninger og angrebsspillet.
Spillemæssigt vil Lars Søndergaard til den nye sæson fokusere på de ting, som gik godt i de sidste kampe i sæsonen, primært den defensive organisation, mens der skal arbejdes hårdt på blandt andet udnyttelsen af dødbolde og større bevægelighed i offensiven. Desuden pointerede Lars Søndergaard vigtigheden af, at der blev arbejdet med duelspillet, det vil sige at VFF-spillerne skal arbejde hårdt på at dominere de fysiske nærkampe med modspillerne.
Spillerne i VFF skal til den nye sæson vænne sig til andre træningstider, blandt andet fordi klubbens hjemmekampe mod andre jyske hold i den nye sæson spilles fredag aften.
Efter mødet blev det alvor for spillerne, og truppen blev vejet og fik målt deres fedtprocent, for at tjekke at sommerens grillmad ikke havde sat sig for meget på sidebenene. Efter målingerne var det for første gang tid til, at trække i støvlerne.
Første øvelse for spillerne var en konditionstest, en såkaldt bip-test, hvor spillernes udholdenhed bliver testet. Testen viste, at truppen ikke har tilladt det varme sommervejr at ødelægge formen. Alle mand gav sig fuldt ud, og viste stor udholdenhed, men alligevel endte testen med en duel mellem Jeff Mensah og Marc Dal Hende, hvor sidstnævnte endte som sejrherre i konditionstesten.
Dagen blev afsluttet med en gang boldtræning, hvor der allerede nu blev sat fokus på nogle af de ting, der skal arbejdes med, frem mod den nye sæson, da opstartsfasen mod efterårssæsonen er meget kort.
Da VFFs første kamp i efterårssæsonen allerede fløjtes i gang den 8. august, er det en komprimeret opstartsperiode spillerne kan se frem til. Blot tre testkampe, og en mini-træningslejr i Hald Ege, er hvad det bliver til, frem mod udekampen mod Kolding.
Første test for VFF er allerede på tirsdag, hvor de grønne møder Hjørring på udebane. |