Bonde før LBK: Vi skal fortsætte de gode takter
Der venter sidste runde af grundspillet søndag eftermiddag, hvor alle kampe i 3F Superligaen spilles samtidig og hvor Viborg FF skal en tur til Lyngby.
Jakob Bonde mener, at holdet har leveret gode præstationer på det seneste, og de takter skal gerne fortsætte søndag, så afsættet frem mod kvalifikationsspillet bliver så godt som muligt:
-Der er flere gode ting at tage med fra de seneste par kampe, synes jeg. Vi har en god fornemmelse og tro på tingene i truppen, hvor vi også har fået flere tilbage fra skader, så der er mange, der presser sig på i øjeblikket. Som hold, synes jeg, at vi ligner mere os selv i igen i forhold til udtrykket, hvor vi er blevet mere modige og er begyndt at komme frem til mere rent offensivt. Så vi skal fortsætte de gode takter, for så ved vi også, at der nok skal følge gode resultater med.
-For os er det allerede starten på kvalifikationsspillet, der kommer nu, når vi skal møde en af de direkte konkurrenter i nederste halvdel. Det bliver spændende kampe, og nu handler det om at give os selv et godt udgangspunkt før de sidste 10 runder af sæsonen.
-Vi ved, hvordan det er at spille playoff-kampe, og det kunne da være sjovt igen, men vi ved også, at der er to hold i bunden, der vil gøre alt for at hente os andre. Vi har stor respekt for Superligaen, så det handler om at være klar i alle kampe og få skrabet så mange point sammen som overhovedet muligt, siger Bonde.
Midtbanespilleren ser frem mod kampen på Lyngby Stadion, hvor han forventer, at der bliver tryk på:
-Jeg tænker, at vi kommer til at møde et stærkt Lyngby-hold. Det er første kamp på hjemmebane med David Nielsen, så de kommer helt sikkert med energi og vil vise omverdenen, at de vil kæmpe med næb og klør for at blive i Superligaen og måske også at gå efter syvendepladsen. Så vi forventer en intens kamp, hvor vi skal være på dupperne fra start.
Kampstart i Lyngby er søndag kl. 17, og kampen kan ses direkte på Canal 9 og Discovery+