Testnederlag i Hobro
Viborg FF tabte med 2-1 ude mod Hobro i sommerens anden testkamp, hvor Mikkel Vestergaard stod for den ene grønne scoring i første halvleg.
Formen skulle testes lørdag eftermiddag, da Viborg FF gæstede Hobro på DS Arena, og det var de hvidklædte gæster, der kom bedst fra start, da Mikkel Vestergaard allerede efter to minutter bragede et hovedstød i nettet. Oplægget kom fra højresiden, hvor Christian Sivebæk gang på gang var en trussel mod Hobro-defensiven, og netop Sivebæk og Vestergaard var de mest farlige offensive kort i kampen.
To minutter senere sparkede Vestergaard bolden i nettet igen, men scoringen blev annulleret for et frispark af Simon Trier inden. I stedet fik hjemmeholdet udlignet til 1-1 efter et lille kvarters spil. En aflevering fra højde side endte midt i feltet, og så scorede den norske angriber Pål Kirkevold. Jonas Kamper kom frem til den næste store VFF-chance, da han sparkede et resolut frispark mod kassen, men Jesper Rask i Hobro-målet måtte diske op med en stor redning.
Hjemmeholdet kom også på 2-1 efter en halv times spil, da en forsvarsfejl i VFF-defensiven sendte Edgar Babayan alene med Walter Viitala, og Hobro-angriberen scorede sikkert til 2-1, der også blev slutresultatet. Babayan havde før pausen en stor mulighed for at score yderligere inden Alexander Jakobsen sparkede på overliggeren, men flere mål kom altså ikke.
VFF var mest på bolden i anden halvleg, og kom også frem til et par halve muligheder, men det blev ikke for alvor farligt. Nu venter to hårde træningsuger inden sidste testkamp, som spilles den 22. juli på Energi Viborg Arena. Sæsonstart er den 30. jul ude mod Thisted.
Hobro – Viborg FF
0-1 Mikkel Vestergaard (2.)
1-1 Pål Kirkevold (13.)
2-1 Edgar Babayan (30.)
Startopstillingen
Walter Viitala – Simon Trier, Jacob Dehn, Søren Reese, Søren Frederiksen – Jeppe Grønning – Christian Sivebæk, Jung Bin Park, Alexander Jakobsen, Jonas Kamper – Mikkel Vestergaard
Indskiftninger
45. Sebastian John for Walter Viitala
45. Jeppe Curth for Mikkel Vestergaard
45. Osama Akharraz for Alexander Jakobsen
64. George Fochive for Jung Bin Park
74. Mate Vatsdaze for Christian Sivebæk
74. Jacob Vetter for Simon Trier