Reserverne slog Randers’ ti mand
Reserveholdet udnyttede, at gæsterne fra Randers FC allerede efter en halv times spil blev en mand i undertal, selvom det ellers var gæsterne, der åbnede mandagens reservekamp bedst.
Efter ti minutter driblede den serbiske angriber Nikola Djurdjic ind i feltet i gæsternes højre side, og midt for mål fandt han Randers’ Mileta Rajovic, der sparkede udeholdet foran. Efter en halv time vendte kampens forløb, da Nikola Djurdjic på næsten komisk vis tog bolden med hånden to gange indenfor få minutter, og da det begge gange gav et gult kort til angriberen, så måtte Randers spille den sidste time i undertal.
I anden halvleg headede George Fochive udligningen i nettet på oplæg fra Christoffer Maul, inden unge Oliver Haurits et kvarter før tid bankede bolden i mål til 2-1-føring for VFF. Haurits havde inden da også en friløber, som gæsternes keeper fik afværget. Også Osama Akharraz var tæt på at få nettet til at blafre, men her manglede skarpheden.
Der kom ikke flere mål, og med sejren på 2-1 topper VFF Reserveligaens pulje 4. Næste modstander er Hobro, der gæster Kirkebækvej den 11. september.
Startopstilling
Sebastian John – Jacob Vetter, Nikolaj Leth (Simon Søndergaard 65.), Mathias Nors, Jacob Dehn – Mads K. Andersen (Henrik Hykkelbjerg), George Fochive, Frederik Mortensen (Oskar Rømer Møller 89.), Casper Gandrup (Christoffer Maul 65.) – Osama Akharraz, Oliver Haurits