Søren Reese forlænger til 2021
Viborg FF har netop forlænget kontrakten med Søren Reese, så han fortsætter i grønt og hvidt i de næste fire år.
Forsvarsprofilen Søren Reese har skrevet under på en ny kontrakt med Viborg FF, som nu løber frem til sommeren 2021. En beslutning, som direktør Morten Jensen er meget tilfreds med:
-Søren har alt det, vi gerne vil stå for i Viborg FF. Han er en fantastisk person, der arbejder hårdt hver dag og samtidig er ydmyg omkring tingene. Han er under konstant udvikling, og har siden vi hentede ham i Jammerbugt i 2015 taget store skridt hver halvsæson, og i dag er han en af vores vigtigste spillere. Han er ved at udvikle sig til en leder på vores hold, og derfor er vi selvfølgelig meget glade for at have forlænget aftalen med ham.
24-årige Reese har indtil videre spillet 69 kampe i den grønne trøje, og han ser frem til mange flere i løbet af de næste fire år.
-Viborg er blevet min klub, og jeg er rigtig, rigtig glad for at være her. Jeg er helt sikker på, at der snart venter gode tider for os igen, og jeg tror meget på det projekt, vi har her. Samtidig har klubben vist mig stor tillid, og tror også rigtig meget på mig, så derfor er det et ret enkelt valg at sige ja til en forlængelse.
-Jeg har stadig meget at lære som fodboldspiller, og jeg synes, at VFF er det helt rigtige sted at fortsætte min udvikling. Det var her i klubben, man hentede mig i 2. division og troede på, at jeg havde noget at bidrage med. Siden har jeg været med til at rykke op og spille to sæsoner i Superligaen, hvor jeg også har fået en stor rolle på holdet, så jeg glæder mig til at blive ved med at betale den tillid tilbage til klub og fans.
Sportschef Jesper Larsen er ligeledes glad for, at Søren Reese og Viborg FF fortsat har en fremtid sammen:
-Søren Reese er en fremragende forsvarsspiller, som har hele pakken. Han er klog og forudseende, stærk i sine dueller og så er han blandt de bedste herhjemme i luftspillet. Samtidig er her han topprofessionel og med en ydmyg tilgang til tingene. Søren er indbegrebet af vores værdier, og tager meget ansvar både på og udenfor banen.
-Han har en stor rolle hos os fremadrettet, så derfor er det også en vigtig brik, der er faldet på plads med denne forlængelse, afslutter sportschefen.