VFF tabte til FC Frederica
Viborg tabte dagens hjemmekamp mod FC Fredericia med 3-2. I starten af anden halvleg kom VFF ellers på 2-0, men mangel på den fornødne spillemæssige skarphed endte med at koste dyrt.
Fra opgørets start satte VFF sig på boldbesiddelsen, og efter kun 5 minutter blev spilovertaget omsat til mål. Mikkel Jespersen sendte bolden indover fra højre side, og fandt en fri Andreas Albers, der køligt headede kuglen i nettet. I kølvandet på scoringen vedblev VFF´erne med at dominere, og på nær en enkelt stor mulighed til Brent McGrath, formåede Fredericia ikke at true Viborg-målet.
I takt med at kampen skred frem blev gæsterne fra FC Fredericia gradvist mere og mere dominerende. Samtidig indfandt flere og flere fejl sig i De Grønblusede spil, hvilket resulterede i, at VFF kom under pres. Ved flere lejligheder var Fredericia således tæt på at kunne udligne, men marginalerne var ikke med udeholdet.
I første halvlegs sidste kvarter forsatte FC Fredericia med at dominere, alt imens det viborgensiske spil stadig var præget af en stor mængde fejlafleveringer, men til held for hjemmeholdet og de fremmødte fans fik gæsterne ikke konverteret dominansen til mål inden pausen.
Blot få minutter inde i anden halvleg lykkedes det VFF, stik imod spil og chancer, at øge føringen til 2-0, da Søren Reese kom højest på et hjørnespark fra Mikkel Jespersen. Til trods for målet havde mandskabet fra domkirkebyen dog stadig svært ved at få spillet til at hænge sammen, og kun små 10 minutter efter 2-0-scoringen var der udlignet. Først fik Dennis Høegh prikket en returbold indover stregen, og få øjeblikke kom Anders Holvad fri på kanten af Viborgs felt, og med et tørt langskud bragte han balance i målregnskabet.
Som et naturligt resultat af udligningen skruede FC Fredericia op for presset, og VFF´erne, hvis spil i høj grad var kendetegnet af en gennemgående uskarphed, undgik, i flere omgange, kun med nød og næppe at komme bagud.
I slutminutterne forsøgte Ralf Pedersens og Steffen Højers mandskab at lægge tryk på gæsterne, men uden succes, og i stedet var det udeholdet, der endte med at løbe med de 3 point. I det 89. minut trak Esben Pedersen sig således fri få meter udenfor Viborgs felt, og med et velplaceret spark sendte han bolden forbi Walter Viitala og sikrede dermed FC Fredericia sejren.
Viborg FF- FC Fredericia 2-3
1-0 Andreas Albers (5.)
2-0 Søren Reese (52.)
2-1 Dennis Høegh (57.)
2-2 Anders Holvad (60.)
2-3 Esben Pedersen (89.)
Startopstilling
Walter Viitala-Alexander Fischer, Søren Reese, Erik Moberg, Mikkel Jespersen-Danilo Arrieta, Jeppe Grønning, George Fochive, Christian Sivebæk-Andreas Albers, Mikkel Beck
Indskiftninger
Jonas Kamper for Andreas Albers (46.)
Casper Gandrup for Danilo Arrieta (68.)
Kort
Gult: Jeppe Grønning, Mikkel Beck, George Fochive, Christian Sivebæk
Tilskuertal
2227