Akharraz stopper i Viborg FF
Osama Akharraz stopper i Viborg FF, da han og klubben er nået til enighed om ophævelse af samarbejdet.
Sent torsdag aften blev Viborg FF og Osama Akharraz enige om at ophæve samarbejdet, således offensivspilleren stopper i klubben.
-Osama har i en lang periode haft sine udfordringer, dels med den langvarige skade, men også med tilværelsen udenfor banen i Viborg. Han har et kæmpe ønske om at vende hjem til sin familie i København, og vi er nået til den konklusion, at det ikke giver mening at fastholde en spiller her, som ønsker at være et andet sted.
-Vi er ærgerlige over, at det ender sådan, men det er den løsning, der giver bedst mening for begge parter. Vi ønsker Osama alt det bedste i fremtiden, og håber på, at han finder lykken igen, siger sportschef Jesper Larsen.
Offensivspilleren nåede 25 kampe i den grønne trøje, og takker for tiden i domkirkebyen:
-Jeg vil sige tak til alle i og omkring klubben for at have taget godt imod mig, og for at have taget hensyn til min private sag i denne situation. En specielt stor tak til Morten og Jesper for at have imødekommet mit ønske. Jeg havde et fantastisk første halve år i klubben, som jeg aldrig glemmer, og jeg ønsker virkelig alt det bedste for Viborg FF fremover.
-Det har været lærerigt for mig, og jeg vil altid tænke positivt omkring Viborg, men lige nu har jeg et stort ønske om at vende tilbage til familien.