Afsked med tre spillere
Torsdag var sidste træningsdag i 2017 for Viborg FF, og det blev samtidig også dagen, hvor der blev taget afsked med tre spillere.
Det har længe været kendt, at Søren Frederiksen skifter til SønderjyskE, mens Mikkel Kallesøe skal retur til Randers FC og så udløber kontrakten for Danilo Arrieta.
Sportschef Jesper Larsen:
-Søren Frederiksen og Mikkel Kallesøe har vi længe vidst, at vi skulle sige farvel til i dag. Søren har leveret rigtig flot for Viborg FF i sin tid her, men har desværre været skadet hele efteråret. Kallesøe har gjort det godt, spillet meget og har været et rigtig godt bekendtskab i denne halvsæson, og begge skal have held og lykke i deres klubber i Alka Superligaen i forårssæsonen.
-Vi er i fællesskab med Danilo blevet enige om, at samarbejdet slutter her. Vi ved alle, at han er en rigtig dygtig spiller, når han er i omdrejninger, og det har vi desværre kun set i glimt, da han har været noget udfordret med skader. Han får også et varmt held og lykke med herfra på sin videre vej.
Den øvrige spillertrup møder ind igen på Kirkebækvej den 4. januar.