Moberg skifter til svensk fodbold
Viborg FF og Erik Moberg tager afsked med hinanden, da den 31-årige forsvarsspiller skifter hjem til Sverige, hvor han inden længe bliver præsenteret i sin nye klub.
-Vi har haft en løbende dialog med Erik omkring situationen, og han har et ønske om at vende hjem til Sverige, som vi har valgt at imødekomme.
-Erik har været et godt, sympatisk og meget professionelt bekendtskab, og vi ønsker ham og familien alt det bedste i fremtiden, siger sportschef Jesper Larsen.
Moberg kom til domkirkebyen i januar 2017, og nåede 31 kampe i den grønne trøje.
-Trods de sportslige resultater, så har jeg haft det godt i Viborg, hvor jeg har følt mig meget velkommen lige fra første dag. Jeg ønsker klubben held og lykke med foråret, og jeg håber at se dem i Superligaen, hvor de hører til, afslutter Moberg.