Gandrup og Leth forlænger til 2021
Casper Gandrup og Nikolaj Leth har begge skrevet under på nye kontrakter, der gælder til sommeren 2021.
De har begge fået debut på førsteholdet i indeværende sæson til trods for, at de begge til dagligt er U19-spillere - og nu har de skrevet under på nye kontrakter til sommeren 2021. Både Casper Gandrup og Nikolaj Leth har trænet med omkring førsteholdet længe, mens de samtidigt passer skolegangen Viborg Katedralskole, og nu er de klar til endnu mere fodbold i Viborg FF.
-Vi er selvfølgelig meget glade, og det er en vigtig del af vores strategi. Det er vigtigt for os som klub at forlænge samarbejdet med så dygtige spillere fra egne rækker, og vi glæder os til de kommende år med dem. De er begge inde i en rigtig spændende udvikling, er med på ungdomslandsholdet og er gode repræsentanter for vores værdier.
-Både Casper og Nikolaj har en fantastisk indstilling, de er ærgerrige, ydmyge og professionelle, så vi har store forventninger til dem, men samtidig også bevidste om, at vi skal have tålmodighed, siger sportschef Jesper Larsen og fortsætter:
-Det er et skulderklap til drengene, til FK Viborg, men også til Overlund GF og Bruunshåb Tapdrup IF.
For 18-årige Casper Gandrup er det blevet til 11 optrædener i sæsonen, mens 17-årige Nikolaj Leth har spillet med i to kampe hidtil.
-VFF er den klub, jeg altid har ønsket at spille på førsteholdet for, så jeg er selvfølgelig rigtig glad og stolt over at have skrevet under. Jeg glæder mig til de kommende år, hvor mit mål er at bide mig fast i truppen og forhåbentligt være med til at hjælpe VFF tilbage til Superligaen, hvor vi hører til, siger Casper Gandrup, og hans ord suppleres af Nikolaj Leth:
-Det har været min drøm siden jeg begyndte at spille fodbold som lille, så jeg er selvfølgelig rigtig glad. Det er fedt, at klubben tror på mig, og nu vil jeg gøre alt for at betale tilliden tilbage, lyder det fra den 17-årige forsvarsspiller.