Første træning på græs
Efter en relativt lang rejsedag med afgang fra Kirkebækvej tidligt fredag morgen og flyvetur fra Hamburg Lufthavn om eftermiddagen, så landede VFF sikkert på hotel Sense Deluxe til sen aftensmad fredag aften.
Lørdag formiddag bød så på træningslejrens første træning, og årets første besøg på en rigtig græsbane. Vejret i Side indbyder til korte bukser, da temperaturen ved formiddagstræningen sneg sig op på 19 grader, og det skabte naturligt højt humør blandt både trænere og spillere.
Alle spillere var med på træningsbanen med undtagelse af de fire unge, som først træder til i morgen, når U19-træningslejren er forbi. Dagens træning bød først på en løbetest, inden der var taktiske øvelser på programmet og til sidst blev der spillet mod to mål. Senere lørdag venter endnu et træningspas på banen, og træningslejrens første træningskamp spilles allerede søndag klokken 9 dansk tid.
Du kan følge turen i tekst, video og fotos her på vff.dk og på vores sociale medier. Ovre på snapchat skiftes spillerne til at opdatere fra dagligdagen i Tyrkiet og i dag er det Nicklas Røjkjær, der styrer kontoen. Du finder profilen under brugernavnet viborg-ff