VFF henter Emil Scheel
Viborg FF henter midtbanespilleren Emil Scheel, der skifter fra SønderjyskE til domkirkebyen på en treårig kontrakt.
Viborg FF forstærker sig med den 28-årige midtbanespiller Emil Scheel, som har skrevet under på en kontrakt, der gælder til sommeren 2021. Scheel kommer til klubben fra SønderjyskE, og har i sin karriere spillet over 100 kampe i Superligaen.
-Jeg kender Viborg som en stor og traditionsrig klub, som ikke er, hvor man ønsker at være lige nu, men som har ambitioner om at vende tilbage til Superligaen, og det vil jeg gerne være en del af. Jeg har en rigtig god mavefornemmelse, og føler, at det er den helt rigtige beslutning for mig og min karriere.
-Jeg håber på at få en vigtig rolle på holdet, hvor jeg kan bidrage med min erfaring. Det, vi skal i gang med nu, har jeg prøvet tre gange tidligere. I min tid i Silkeborg havde jeg en stor aktie i to oprykninger med mål og assists, og det er også, hvad jeg skal finde frem igen her, lyder det fra midtbanespilleren.
Sportschef Jesper Larsen glæder sig over tilgangen af Scheel:
-Emil er en rigtig stærk og dynamisk midtbanespiller, som både er teknisk dygtig og har stor løbekapacitet, og det er helt afgjort en spiller, som vi forventer os meget af. Han er en offensiv type, der har et fantastisk spark, og så er han klar til at tage ansvar her.
-Han ved, hvad det drejer sig om, og samtidig har han udtrykt en stor sult for at komme til vores klub og blive en del af projektet, og det glæder vi os rigtig meget til.
Scheel spillede 27 kampe for SønderjyskE i sidste sæson, og har tidligere i karrieren optrådt hos Silkeborg og AGF.