Fansene har talt: Viborg er den bedste udebane
Det er næppe grundet gæstfrihed på grønsværen, for her var Viborg FF sæsonens bedste hjemmehold, men det skyldes hele kampoplevelsen og faciliteterne udenfor banen, at Viborg FF og Energi Viborg Arena er kåret til rækkens bedste udebane.
Danske Fodbold Fanklubber har i løbet af sidste sæson foretaget en stor undersøgelse for at tage pulsen på faciliteterne og oplevelsen på udebaneafsnittene på de danske stadions. Her scorer Viborg FF 4,67 ud af 5 på den samlede vurdering af oplevelsen på stadion. Det er højest af alle i 1. division.
-Det er selvfølgelig et resultat vi er glade for. Vi synes, vi har et stadion på Superliga-niveau, og vi arbejder hele tiden på at skabe gode oplevelser for alle tilskuere på Energi Viborg Arena.
-Ud fra princippet om ”good hosting”, så har vi naturligvis også fokus på at Viborg skal være et godt sted at besøge for udebanefans, og jeg tror, at det er de gode tribuneforhold og udvalget i kioskerne, der har været med til at give os så flot en karakter, siger direktør Morten Jensen.
Du kan læse hele resultatet af undersøgelsen her.