VFF tog stor skalp i Silkeborg
Viborg FF sikrede sig onsdag aften en vigtig sejr i udekampen mod Silkeborg IF. Christian Moses stod for to af målene, heriblandt en vaskeægte perle, mens indskiftede Nicklas Røjkjær scorede en enkelt.
Gæsterne kom bedst ud af starthullerne. Første afslutning i opgøret kom fra VFFs Andreas Albers efter få minutters spil, men afslutningen manglede fart og kvalitet. Samme Albers var på spil igen efter et kvarter. Her vendte han fornemt omkring en modspiller, men den efterfølgende afslutning stod ikke mål med det fine forarbejde.
Udeholdet, i aftenens anledning klædt i hvidt, begyndte mere og mere at røre på sig, og der var ved flere lejligheder optræk til chancer, men den sidste skarphed manglede på den sidste tredjedel af banen. Både Christian Moses og sidenhen Jung Bin Park kom frem til afslutninger, men det blev ikke for alvor nærgående.
VFF havde et hav af hjørnespark og dominerede første halvleg målt på spil og chancer, og fik nærmest fuldkommen holdt Silkeborg fra muligheder. Først efter en halv times spil måtte Ingvar Jónsson i aktion, men han fik sikkert afværget et par forsøg fra distancen. Målløst ved pausen.
Der skulle ikke gå mange minutter af anden halvleg før kampens første scoring faldt. VFF fik ikke clearet bolden ordentligt ud af egen forsvarszone, og derfor slap Jeppe Okkels alene igennem. Ingvar Jónsson reddede det første forsøg, men riposten hoppede ud for fødderne af Shkodran Maholli, der nemt kunne bringe Silkeborg foran med 1-0.
Scoringen ændrede kampbilledet fra første halvleg. Hjemmeholdet overtog den chancemæssige dirigentstok, mens VFF prøvede at finde fodfæste igen efter chokstarten på anden halvleg.
Men selvom værterne pressede på for at udbygge føringen, så lykkedes det VFF at udligne, mens de var mest nede i sækken. På fem magiske minutter fik udeholdet vendt kampen totalt på hovedet. Først spillede indskiftede Oliver Thychosen bolden videre til Christian Moses, som på flotteste vis smaskede bolden op i målhjørnet fra 30 meters afstand.
Fem minutter senere var Moses igen på pletten. Alexander Fischer sendte et indlæg ind i feltet, og efter et mistimet indgreb i Silkeborg-forsvaret fik Moses med venstrefoden gjort sig selv til dobbeltmålscorer.
Med et kvarter igen diskede Ingvar Jónsson op med en fin redning, da Silkeborgs enlige målscorer, Shkodran Maholli, fik sendt et farligt hovedstød afsted mod gæsternes mål. Kampen bølgede på dette tidspunkt frem og tilbage.
Fem minutter senere faldt kampens fjerde scoring, og endnu engang var det gæsterne, som kunne juble med de medrejsende VFF-tilhængere. Mikkel Knudsen fik masser af tid i højre siden, og efter grundig overvejelse sendte han en hård og flad aflevering ind i fødderne på indskiftede Nicklas Røjkjær, som stensikkert sendte kuglen i det lange hjørne.
Så lignede det en sikker udesejr, men med tre minutter tilbage af den ordinære spilletid ville Silkeborgs Magnus Mattson det anderledes. Han sendte et frispark direkte ind bag en chanceløs Ingvar Jónsson. Minuttet efter var Silkeborg tæt på udligningen, men denne gang lykkedes det ikke hjemmeholdet at overliste Jónsson.
I overtiden satsede Silkeborg alt, og det skabte flere kaotiske situationer omkring gæsternes felt. Men det lykkedes for Viborg FF at holde hele vejen hjem, i en kamp hvor begge hold havde deres chancer, og begge hold havde deres perioder med overtaget i kampen. Men i sidste ende var VFF en knivspids skarpere, da det gjaldt. Dermed tager VFF den anden sejr på stribe og en kæmpe skalp med hjem fra Søhøjlandet.
Silkeborg IF – Viborg FF 2-3
1-0 Shkodran Maholli (47.)
1-1 Christian Moses (64.)
1-2 Christian Moses (69.)
1-3 Nicklas Røjkjær (79.)
2-3 Magnus Mattson (87.)
Startopstillingen
Ingvar Jónsson – Mikkel Knudsen, Jacob Dehn, Nikko Boxall, Alexander Fischer – Jeppe Grønning – Christian Sivebæk, Jeff Mensah, Christian Moses, Jung Bin Park – Andreas Albers
Indskiftninger
Oliver Thychosen for Jung Bin Park (60.)
George Fochive for Christian Sivebæk (65.)
Nicklas Røjkjær for Jeff Mensah (73.)
Kort
Gult: Jeppe Grønning
Tilskuertal
3.022