Fredrik Stoor til Viborg FF
Viborg FF har skrevet kontrakt med den rutinerede svensker Fredrik Stoor for resten af sæsonen.
Viborg FF har sikret sig defensiv forstærkning i form af svenske Fredrik Stoor. Den 29-årige forsvarsspiller har senest optrådt for Lillestrøm i den norske Tippeliga, og har nu skrevet under på en kontrakt med VFF for resten af sæsonen.
Den svenske højre back ser nu frem til at tørne ud for VFF i Superligaen:
-Jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben, og jeg håber, at vi får succes sammen. Vi har et fælles mål om at slutte i top 10 i Superligaen, og det er det eneste, det handler om for os. Jeg skal ind og bidrage med noget rutine, og forhåbentlig forstærke holdet. Det ser jeg meget frem til, udtaler Stoor til vff.dk
Direktør Morten Jensen er tilfreds med tilgangen af Stoor:
-Fredrik Stoor er en meget dygtig og rutineret spiller, som vi har fulgt i et stykke tid nu. Vi er derfor glade for, at tingene er faldet på plads, og vi håber, at det kommende halve år bliver godt for både Fredrik og for Viborg FF.
Foruden kampe i Tippeligaen, tæller Frederik Stoors CV også kampe i både Premier League, Champions League samt ved EM i 2008.