Viborg FF tabte tæt opgør mod ungarere
Viborg FF tabte træningslejrens første kamp med 1-0 i en tæt affære mod ungarske Ferencvaros.
På en fin bane i Belek, omkring 45 minutters buskørsel fra Viborg FFs hotel, blev træningslejrens første testkamp spillet mandag eftermiddag. Dagens modstander var det tidligere ungarske storhold, Ferencvaros, som har vundet adskillige nationale mesterskaber og tidligere haft stor succes i europæiske klubturneringer.
Viborg FF åbnede kampen mest aggressivt, og spillede sig også frem til kampens første mulighed. David Boysen stak afsted på højrekanten, og kom til afslutning fra kanten af feltet, men dog uden held for kantspilleren.
På ungarernes første mulighed lykkedes det dem så at komme foran efter et kvarters spil. Et indlæg fra venstresiden blev slået ind i feltet, og så bragte Ferencvaros sig på 1-0. Det var ungarernes eneste farlige mulighed i første halvleg, som ellers også bød på gode forsøg fra VFF. David Boysen, Kevin Mensah og Aleksandar Stankov kom alle frem til fine chancer, men uden nogen af dem fik netmaskerne til at blafre.
Anden halvleg var en meget lige affære, hvor Viborg igen kom frem til et pænt antal chancer. Skarpheden manglede desværre for de offensive folk, selvom der var optræk flere til gode muligheder. Skarpheden manglede til gengæld ikke hos Michal Peskovic i målet, der med et kvarter tilbage af kampen diskede op med kampens bedste aktion, da han lavede en tredobbelt redning i det lille felt. Kort inden slutfløjtet brændte ungarerne også et straffespark, men alligevel løb Ferencvaros med sejren.
Det endte 1-0 til ungarerne i en kamp, hvor VFF ellers spillede opstartens hidtil bedste kamp.
Ferencvaros – Viborg FF 1-0
Startopstilling
Michal Peskovic – Jonas Thorsen, Mikkel Rask, Jacob Egeris, Christopher Poulsen – David Boysen, Lukas Lerager, Marcel Rømer, Aleksandar Stankov – Kevin Mensah – Thomas Dalgaard
Udskiftninger
Kristoffer Pallesen for Jonas Thorsen (’45), Lucas Jensen for Aleksandar Stankov (’45), Ken Fagerberg for Thomas Dalgaard (’65), Wilton Figueiredo for Kevin Mensah (’65), Simon Nagel for David Boysen (’72), Jeff Mensah for Marcel Rømer (’72)