SF: Spillerne holder fokus
Søren Frederiksen roser sin trup for at holde fokus på fodbolden, selvom den seneste tid i VFF har været kaotisk med Ove Christensens pludselige stop som cheftræner.
Natten efter Ove Christensens pludselige stop i Viborg FF, tog førsteholdstruppen afsted på årets træningslejr, velvidende om, at det blev uden den karismatiske - nu tidligere – cheftræner. På trods af et par vanskelige dage, så roser Søren Frederiksen sin trup for at holde fokus på fodbolden og agere professionelt i en kaotisk tid.
-Jeg synes, at spillerne har tacklet situationen rigtig flot. Vi tog en snak om tingene inden vi rejste til Tyrkiet, og vi holdt et møde med spillerne igen, da vi kom herned. Vi snakkede om, at det er vigtigt at holde fokus på fodbolden og få det optimale ud af lejren, for der er ikke længe til Superligaen starter. Det har spillerne virkelig taget til sig, og de har været seriøse med tingene, når vi har trænet, og de har hygget sig og slappet fornuftigt af, når vi har holdt fri, udtaler Frederiksen og fortsætter:
-Træningslejren har forløbet rigtig, rigtig fint indtil videre. Selvom det var kaotisk inden vi tog herned, så har spillerne bare arbejdet topprofessionelt, de har været meget fokuserede på deres opgaver og humøret fejler ikke noget. Vi har tilmed spillet en meget fornuftig kamp hernede, og selvom nederlaget stadig irriterer mig, så synes jeg, vi har fået meget ud af turen indtil videre.
I morgen, torsdag, spiller Viborg FF ugens anden og sidste træningskamp. Her venter Shonan Bellmare fra Japan klokken 15 lokal tid.