Mensah: Flere skal byde sig til
Kevin Mensah håber, at han selv og flere andre kan begynde at byde ind med mål, så holdet ikke er afhængige af Dalgaards scoringer hver gang.
Kevin Mensah og resten af truppen ser frem mod weekendens hjemmekamp mod OB, hvor den hurtige offensivspiller forventer, at holdet kan skabe et bedre resultat end seneste hjemmekamp, hvor det blev til et knebent nederlag mod Brøndby.
-Vi arbejder meget koncentreret. Vi leverede egentlig en fin indsats mod Brøndby sidst, men vi manglede at få scoret. Vi er ret bevidste om, hvad vi skal arbejde med frem mod næste kamp, og vi har alle en forventning om, at vi vinder på søndag.
-Jeg synes OB har et hold, der minder lidt om Brøndby. De spiller godt, og har nogle gode offensive individualister. Men vi så også mod dem sidst, at vi godt kan skabe chancer. Så er det bare op til os at være skarpere.
Kevin Mensah blev matchvinder for VFF for to runder siden, og han håber også, at han selv og andre vil byde ind med flere mål, således det ikke kun afhænger af topscorer Dalgaard, der sørgede for udligningen mod OB sidst.
-Vi er nogle flere, der skal byde sig til. Vi kan ikke satse på, at Dalgaard scorer hver gang. Han kom ikke frem til ret meget mod Brøndby, og der scorede vi andre heller ikke. Så nu må vi lige træde i karakter, så holdet får flere offensive esser at spille på. Det er vigtigt, at vi gør det på søndag.
Viborg FF og OB mødes søndag klokken 14 på Energi Viborg Arena.