Åben invitation til VFF’s interessenter
Sæsonen 2013/14 er endnu ikke spillet til ende, men én runde før sæsonafslutningen må vi desværre konstatere, at vi rykker ud af Superligaen. Det er vi enormt kede af især på vegne af vores loyale sponsorer, fans og samarbejdspartnere såvel som hele klubben og området.
Vi er utroligt stolte af den enormt store opbakning, vi har fået fra vores sponsorer, fans og samarbejdspartnere. Vi håber og tror på, at vi stadig kan gøre os fortjent til den videre udvikling af samarbejdet med jer i den kommende sæson.
Da vi rykkede op i Superligaen i sommeren 2013, var vores strategi klar: Vi ønskede 100% økonomisk ansvarlighed, samt videreudvikling af de spillere, der sikrede oprykningen. Vi har været tro mod vores strategi, og til trods for nedrykningen er vores vurdering, at vi står med et stærkere fundament nu end da vi rykkede op. Dette gælder både sportsligt, såvel som kommercielt og økonomisk.
Uagtet nedrykningen er vores fortsatte strategi at vise økonomisk ansvarlighed, da dette har afgørende betydning for tilliden internt såvel som eksternt til klubben. Vi har fortsat et stærkt produkt i forhold til netværk, forretning, følelser og sportslige oplevelser.
Vi føler som organisation, at det både har været interessant og meget lærerigt at være tilbage i Superligaen, og vi ønsker fortsat at levere godt på alle fronter i næste sæson. Sammen med jer, er ambitionen, at vi vil være tophold i 1. division med sigte mod en af de to oprykningspladser.
For at runde sæsonen af, vil vi gerne invitere alle vores interessenter til et åbent møde i Viborg Lounge lørdag den 24. maj klokken 14.30. På mødet vil vi redegøre for den aktuelle status for virksomheden, samt orientere om den videre udvikling mod den kommende sæson. Ligeledes vil vi præsentere den nye spilletrøje fra Nike.
Samme dag afholder vi også vores årlige spinningevent, hvor vi endnu engang håber på opbakning til de mange sponsorer, der cykler og sveder penge ind til klubben. Der vil derudover være mange andre aktiviteter i området ved Foyeren i løbet af dagen.
Morten Jensen
Direktør