Dalgaard solgt til Heerenveen
Viborg FF har solgt Thomas Dalgaard til den hollandske klub Heerenveen. Angriberen har skrevet under på en treårig aftale med sidste sæsons nummer fem i Æresdivisionen.
Thomas Dalgaard har de seneste to et halvt år været en stor profil for Viborg FF, hvor han i to sæsoner i træk har været topscorer i både 1. division og senest i Superligaen. Nu er tiden kommet, hvor vejene skilles, idet Viborg FF har accepteret et købstilbud på den 30-årige angriber fra den hollandske klub Heerenveen.
-Vi er meget stolte af, at vi i Viborg kan sælge en spiller til en klub i en af de større europæiske ligaer. Thomas Dalgaard har været en unik spiller for Viborg, der har leveret rigtig mange mål i den tid, han har været i klubben. Han er en spiller med en utrolig træfsikkerhed og et målinstinkt, som man ikke ser hos ret mange spillere. Vi ønsker ham held og lykke, og håber alt det bedste for ham på sit nye eventyr i Holland, udtaler sportschef Ole Nielsen.
Thomas Dalgaard understreger, at han har haft en god tid i Viborg, og selvom den seneste periode har været lidt kaotisk, så takker han klubben og fansene for tiden i den grønne trøje:
-Jeg har haft en fantastisk tid i Viborg. Det har uden tvivl været de bedste år i min karriere, og selvom nedrykningen i sidste sæson er et skår i glæden, så har hele opholdet i Viborg været en stor personlig succes for mig.
-Jeg har haft et ønske om at prøve noget større, og jeg synes, de seneste tre-fire uger har været meget stressende for mig. Det har man måske også kunnet læse i pressen, men jeg er kun et menneske, og jeg har måske sagt nogle dumme ting, som jeg gerne vil undskylde overfor byen og fansene. Deres opbakning har betydet meget for min karriere, og Viborg FF vil altid have en stor plads i mit hjerte, men jeg håber også, at folk forstår, at det her er en drøm, der går i opfyldelse for mig, lyder det fra Dalgaard.
Thomas Dalgaard opnåede imponerende 50 scoringer i 75 kampe for Viborg FF.
Morten Jensen, Thomas Dalgaard og Ole Nielsen i selskab med teknisk direktør hos Heerenveen, Hans Vonk.