CP: Viste hvad der skulle til
Christopher Poulsen var ikke helt tilfreds med spillet i udekampen mod HB Køge, men alligevel viste holdet god moral og fik vendt tingene til en sejr.
Viborg FF hentede sæsonens første sejr, da HB Køge blev besejret med 3-2. Undervejs i kampen var Viborg både foran og bagud, men til slut lykkedes det at hive sejren i hus. Christopher Poulsen er glad for den gode moral, som holdet viste, da det så værst ud:
-Det var som forventet en rigtig svær kamp. De har et fornuftigt hold med nogle individualister, som kan afgøre tingene på egen hånd. Det blev svært i perioder, og det var ikke altid lige kønt. Vi viste heldigvis, hvad der skulle til for at vinde sådan en kamp, selvom vi undervejs var nede i sækken, og vi er rigtig glade for de tre point.
Christopher Poulsen stod både for assisten til det udlignende mål, og så sparkede han selv sejrsmålet ind til sidst, hvilket naturligvis vækker glæde hos den rutinerede back:
-Det skal ikke være nogen hemmelighed, at opstarten har været hård for mig. Den har været lang og varm, og så kan jeg jo ikke løbe fra, at jeg snart fylder 33 år. Men i dag virkede det som om, at der var løsnet lidt op for det hele, og det var dejligt at kunne være med til at afgøre tingene til vores fordel.