Målmandstalent skriver tre år med Viborg FF
Sebastian John har skrevet under på en treårig kontrakt med Viborg FF. Aftalen træder i kraft fra sommeren 2015.
Den talentfulde U19-målmand Sebastian John er blevet enig med Viborg FF om en treårig aftale, som gælder fra næste sommer, når målmandstalentet bliver seniorspiller. Sportschef Ole Nielsen er tilfreds med aftalen og har store forventninger til Sebastian John:
-Sebastian har været igennem en god udvikling, og er en meget talentfuld, ung målmand, som vi tror meget på. Vi er i fællesskab enige om, at det vigtigste for Sebastian her og nu er at færdiggøre sin uddannelse, og så ser vi frem til, at han fra næste sommer bliver en fast del af førsteholdstruppen.
Den 18-årige målmand er ligeledes glad for kontrakten, og ser frem til at udvikle sig yderligere i Viborg FF:
-Det er en rigtig dejlig følelse. Det er jo noget, jeg har kæmpet for i mange år, og nu glæder jeg mig til at blive en del af førsteholdet. Jeg er sikker på, at Viborg er den helt rigtige klub for mig, og det er her, jeg har den bedste mulighed for at udvikle mig, så det bliver spændende at tage det næste skridt, udtaler Sebastian John.
Den unge målmand har både optrådt for det danske U17- og U18-landshold.