Viborg FF overvandt chokstart i Brønshøj
Viborg FF kom bagud tidligt i kampen, men vendte opgøret i anden halvleg, og hentede tre point i Brønshøj. Aleksandar Stankov og Jeppe Curth scorede målene for Viborg.
Viborg FF fik den værst tænkelige start på kampen, da Brønshøj allerede efter fem minutters spil kom foran. Et frispark i venstre side af banen blev sendt ind i panden på angriberen Lazarevic, der bragte hjemmeholdet på 1-0.
Gæsterne havde svært ved at få spillet til at fungere i det meste af første halvleg, og kampen skulle helt hen til ti minutter før pausefløjtet før Viborg for alvor bed fra sig. Jeppe Curth sendte en afslutning på stolpen efter flot forarbejde af Jeff Mensah. På det efterfølgende hjørnespark fandt Aleksandar Stankov netmaskerne, men blev desværre dømt offside i situationen.
Både Jeff Mensah og Jeppe Curth havde begge muligheder for en udligning inden pausen, men det lykkedes ikke.
Viborg kom til gengæld ud til anden halvleg og satte sig på opgøret fra første fløjt. Hjemmeholdet blev presset langt tilbage, og det gav bonus efter små ti minutters spil. Jeff Mensah fik masser af plads på midten af banen, og fandt flot Aleksandar Stankov i feltet, hvor den makedonske sølvræv sikkert bragte balance i regnskabet.
Under ti minutter senere kom Viborg på 2-1, da Nicholas Gotfredsen snød sin direkte oppasser i Viborgs højre side, og sendte bolden ind foran, hvor Jeppe Curth sparkede gæsterne i front. Fantastisk start på anden halvleg. Brønshøj forsøgte at svare igen, og havde også flere optræk til målchancer, men Peter Friis stod endnu en solid kamp.
Hjemmeholdets jagt på udligningen løb dog ud i sandet, og det virkede til, at Brønshøj-spillerens kræfter var sluppet op i sidste del af kampen. Dermed hentede Viborg tredje udesejr i træk, og topper nu NordicBet Ligaen inden rundens øvrige kampe.
Brønshøj – Viborg FF
1-0 Aleksandar Lazarevic
1-1 Aleksandar Stankov
1-2 Jeppe Curth
Startopstillingen
Peter Friis Jensen – Jonas Thorsen, Jacob Egeris, Jeppe Grønning, Christopher Poulsen – Jeff Mensah, Nicholas Gotfredsen, Marcel Rømer, Lukas Lerager – Jeppe Curth, Aleksandar Stankov
Indskiftninger
Danilo Arrieta for Lukas Lerager (77), Babajide Ogunbiyi for Aleksandar Stankov (90),
Kort
Gult: Aleksandar Stankov