Egeris: Skal være der 100 procent
Jacob Egeris understreger, at det kræver en enormt koncentreret indsats, hvis Viborg FF skal hente en sejr i Roskilde.
Viborg FF møder FC Roskilde på udebane på søndag, og forsvarsspiller Jacob Egeris forventer en meget koncentreret indsats, hvis de grønne skal få en sejr med hjem. Seneste kamp mod Roskilde endte med pointdeling på hjemmebane, men Egeris håber og tror på, at udbyttet bliver større på søndag:
-Skal vi vinde på søndag, skal vi være der 100 procent. Hvis vores defensive aftaler ikke bliver overholdt, så risikerer vi at få dumme mål imod os. Det skete sidst vi mødte Roskilde, og det skete også så sent som i seneste kamp mod Vejle. Så det har vi haft meget fokus på at få styr på.
Jacob Egeris ser Roskildes styrker i omstillingerne, og det bliver derfor enormt vigtigt at undgå dem:
-Roskilde er rigtig dygtige på omstillingerne. De har nogle spillere med masser af speed, og især Emil Nielsen er en meget dygtig spiller, som kan gøre ondt på alle hold i ligaen. Derfor er det vigtigt for os at få afsluttet vores angreb, så vi ikke giver dem mulighed for at køre kontra på os.
Egeris og resten af truppen er klar til kamp søndag klokken 16.30. Kampen kan sædvanligvis følges på twitter og på viborg-folkeblad.dk, ligesom opgøret også vises direkte på TV3 Sport 1