Rømer: Blomstrer sammen med holdet
Marcel Rømer har været stærkt spillende på det seneste, og blev fortjent kåret til man of the match i seneste hjemmekamp i 2-0-sejren over FC Fredericia. Den centrale midtbanespiller vil dog hellere fremhæve holdets fremgang frem for sine egne præstationer:
-Holdet har fået bedre styr på vores interne aftaler, og det har selvfølgelig også gjort mig bedre. Når alle kender sin rolle, og aftalerne bliver overholdt, så er vi svære at spille imod, og det har vi efterhånden vist i en del kampe nu.
-Der er mange, der gør det godt for tiden, så det er holdets fortjeneste, at vi blomstrer op.
Rømer danner for tiden central midtbaneduo med Jeppe Grønning, og rollefordelingen mellem de to fungerer glimrende, mener Viborgs nummer 8:
-Jeg og Grønning har spillet en del kampe sammen nu, og det fungerer rigtig godt. Vi er blevet vant til hinandens roller, hvor han gerne vil tage slagsmålene inde på midten, mens jeg lidt mere løber og fordeler spillet. Så vi supplerer hinanden rigtig godt derinde, synes jeg. Vi skal bare blive ved med at bygge på, og fortsætte med det arbejde, vi har gang i.
Rømer og resten af holdet skal forsøge at fortsætte den flotte pointhøst på fredag, hvor Vendsyssel venter på udebane i Hjørring.