Viborg led første nederlag i sæsonen
Viborg FF tabte 0-1 i Hjørring og led sæsonens første nederlag. Vendsyssel scorede det afgørende mål dybt inde i overtiden.
Fredag aften var det atter tid til VFF mod VFF, da Vendsyssel FF tog imod Viborg FF for anden gang på en måned på et koldt og vådt Hjørring Stadion.
Kampen fik en noget blød start, hvor ingen af holdene for alvor fik sat sig på spillet, men begge hold fik alligevel spillet sig til et par store muligheder i første halvleg. Først var det hjemmeholdet efter et kvarters spil, da Hjalte Bo Nørregaard sparkede på en nedfaldsbold efter et hjørnespark, men skuddet blev blokeret tæt under mål.
Senere var både Jeppe Curth og Jeppe Grønning tæt på at bringe Viborg i front, men begge hovedstødsmuligheder blev reddet på stregen. Mod slutningen af halvlegen pressede Viborg på, men det lykkedes ikke at score, og dermed gik holdene til pause 0-0.
I anden halvleg jagtede Viborg føringsmålet, og var også tæt på ved flere lejligheder. Både Sebastian Andersen, Aleksandar Stankov og Jeppe Curth havde gode forsøg, men ingen af dem havde heldet med sig. Den største chance tilfaldt Danilo Arrieta kort før tid efter flot opspil af Jeff Mensah, men Arrietas afslutning blev afværget af Jesper Christiansen i målet.
Bedst som man troede det skulle ende 0-0, så dukkede Morten Bertolt op og sendte en tilfældig bold i netmaskerne dybt inde i dommerens overtid. Viborg FF indkasserede dermed sæsonens første nederlag.
Vendsyssel – Viborg FF
1-0 Morten Bertolt
Startopstillingen
Peter Friis – Jonas Thorsen, Babajide Ogunbiyi, Jacob Egeris, Christopher Poulsen – Sebastian Andersen, Jeppe Grønning, Marcel Rømer, Aleksandar Stankov – Jeppe Curth, Martin Svensson
Indskiftninger
Danilo Arrieta for Martin Svensson (56), Jeff Mensah for Aleksandar Stankov (82), Antonio Stankov for Sebastian Andersen (87)
Kort
Gult: Martin Svensson