Auri: Fokus på næste opgave
Nederlaget til Vendsyssel gjorde ondt, men cheftræneren har ikke tid til at dvæle for meget ved den kamp. Næste opgave er på søndag, og det har truppen fokus på nu.
Viborg FF led sæsonens første nederlag i fredags, da Vendsyssel afgjorde topkampen til egen fordel dybt inde i overtiden. Cheftræner Auri Skarbalius indrømmer, at måden holdet tabte på gjorde ondt, men vil hurtigt videre:
- Det gjorde ondt, fordi vi ikke fik tid til at revanchere os i kampen, men vores fokus er et helt andet sted nu. Vi har evalueret kampen, og vi ser fremad nu. Fodbold handler også om at rejse sig og komme videre, og det er det, vi skal gøre.
-Vi kigger frem mod næste opgave, og det er AGF på søndag. Vi har præsteret en masse gode kampe i sæsonen, og det skal vi fortsætte med.
Søndag eftermiddag venter AGF på Energi Viborg Arena, og Skarbalius ser frem til endnu et spændende opgør:
-Det bliver en anderledes kamp og en anderledes modstander end mod Vendsyssel, så der er selvfølgelig små ting, vi vil justere på, og vi arbejder fra kamp til kamp med de små detaljer. Vi er klar til kampen, og vi glæder os rigtig meget.
Kampstart søndag mod AGF er klokken 15.30.
Du kan købe billet til opgøret her.