Deble sikrede sejren mod Brønshøj
Serge Deble scorede selv og tilkæmpede sig et straffespark, da Viborg FF fortjent og sikkert slog Brønshøj 2-0 i årets sidste kamp.
Årets sidste kamp var på menuen, da Viborg FF søndag eftermiddag tog imod Brønshøj på en kold novemberdag i Viborg, hvor de fremmødte tilskuere var tæt på at få en scoring at lune sig på allerede efter ni minutters spil. Serge Deble slap igennem i venstre side af feltet, og med en flad afslutning var han tæt på at bringe værterne i front, men keeper Dannevang i Brønshøj-målet fik lige akkurat afværget til hjørnespark.
Der stod Viborg på klart det meste af første halvleg. Uden at være prangende var det hjemmeholdet, der havde mest boldbesiddelse og flest skud på mål, og midt i første halvleg fik Viborg også bragt sig foran. Den ivorianske topscorer Serge Deble sendte et forrygende langskud afsted, som først tog stolpen, derefter målmanden i ryggen og så endte bolden i netmaskerne til fortjent føring til Viborg FF.
Aleksandar Stankov og Jeppe Curth havde begge store muligheder for at udbygge føringen inden pausen, men det lykkedes ikke, og da Brønshøj ikke havde meget at byde på i første halvleg, så gik holdene til pause med 1-0 til hjemmeholdet.
Anden halvleg var blot få minutter gammel før hjemmepublikummet igen kunne juble. Serge Deble slap alene med keeperen, som måtte nedlægge ivorianeren ulovligt. Marcel Rømer tog sig af det efterfølgende straffespark, men sendte bolden på stolpen fra ellevemeterpletten. Heldigvis for Rømer og Viborg var Aleksandar Stankov klar til at sende returen i kassen til 2-0 til Viborg.
Hjemmeholdet havde flere muligheder for at score yderligere i anden halvleg. Den største af slagsen tilfaldt Serge Deble, som skabte muligheden selv, men måtte se sin afslutning reddet af målmanden. Mens Viborg FF forsøgte at lukke kampen til 3-0 gav det også optræk til scoringschancer i den anden ende, men gæsterne var uskarpe og Peter Friis var sikker i målet, og derfor sluttede opgøret 2-0 til Viborg FF.
Med sejren kan Viborg FF overvintre på andenpladsen med 37 point - samme antal som førerholdet Lyngby.
Viborg FF – Brønshøj
1-0 Serge Deble
2-0 Aleksandar Stankov
Startopstillingen
Peter Friis – Antonio Stankov, Babajide Ogunbiyi, Jacob Egeris, Christopher Poulsen – Sebastian Andersen, Marcel Rømer, Jeppe Grønning, Aleksandar Stankov – Jeppe Curth, Serge Deble
Indskiftninger
Martin Svensson for Sebastian Andersen (72), Kevin Mensah for Jeppe Curth (78)
Kort
Gult: Jeppe Curth, Sebastian Andersen, Christopher Poulsen
Tilskuertal
2.398