Opstarten er hård, men nødvendig
Spillerne bifalder ikke ligefrem den hårde træningsopstart med masser af løb, men erkender, at den er nødvendig og vigtig frem mod sæsonstarten i marts.
Løb, løb, styrketræning og så lidt flere løb. Januar er sjældent ret sjov for fodboldspillere i Danmark, og rutinerede Jeppe Curth er da heller ikke specielt vild med den hårde vintertræning i Viborg. Alligevel erkender han, at opstartsperioden er meget vigtig i forhold til forårssæsonen, som starter i marts:
-Opstarten er meget vigtig. Det er i den fase, man danner sig det overskud, der skal til senere i sæsonen, når kampene begynder at spidse til. Nogle af os har gjort det i mange år, og det er aldrig noget man ser frem til, men når opstarten er overstået, så er det en rigtig god fornemmelse.
Træningsmængden og intensiteten stiger uge for uge frem til uge 9, hvor Viborg FF tager på træningslejr under varmere himmelstrøg i Tyrkiet. Her bliver der mulighed for at træne mere taktisk og finpudse spillestilen inden det for alvor igen går løs i 1. division.
Se indslag med Jeppe Curth om opstarten her: