Spillernes dagbog: Rejsedag
Hver dag i løbet af træningslejren til spillertruppen skrive dagbog om dagens begivenheder, som vil blive bragt her på vff.dk.
Af Søren Reese, Kristoffer Pallesen, Simon Enevoldsen og Peter Friis:
Dagen startede meget tidligt for alles vedkommende. Der var nemlig mødetid kl.02.45 sharp på Kirkebækvej, hvor bussen skulle fragte os til Hamborg lufthavn. Alle mødte planmæssigt til tiden, undtagen Århus-bilen. Det var der dog en god forklaring på.
En mand, der ikke har lavet andet end at rejse det seneste halve år, havde formået at glemme sit pas. Det betød, at Århus-bilen halvvejs på vej til Viborg måtte vende om. Heldigvis fandt Mikkel Rask sit pas godt gemt væk mellem dykkermaske, snorkel og svømmefødder. Århus-bilen kunne derfor støde til resten af truppen i Vejle, hvor Rask måtte bruge hele turen til Hamborg på at forhandle bødens størrelse. Busturen gik mest med at indhente den fortabte søvn, lige indtil holdleder Flemming bød på morgenmad i form af konens hjemmebagte boller.
Selve turen fra Hamborg til lufthavnen i Antalya forløb uden de store problemer. Det var dog desværre ikke høj sol og skyfri himmel, der mødte os ved ankomst. Derimod har Tyrkiet budt os velkommen med grå himmel og regnvejr.
Efter indlogering på Hotel Kremlin Palace beliggende ca. 20 minutter fra lufthavnen ventede der os en 1,5 times afslapning, inden træningslejrens første træningspas.
Træningspasset bød på en let omgang – opvarmning, kant og ung mod gammel. Auri havde alle mand til rådighed bortset fra målmand Friis, som havde pådraget sig en mindre influenza.
Træningen på græsset sluttede som sagt af med en klassisk duel mellem ung og gammel. Resultatet endte med 1-0 på et flot langskud af tilbagevendte Serge Deble. Et resultat, der var stik imod spil og chancer.
Herefter gik turen tilbage til hotellet, hvor vi alle gik om bord i hotellets buffet for at fylde depoterne op, inden der venter to træningspas i morgen.
Stafetten gives hermed videre til Martin Svensson, Jacob Egeris, Antonio Stankov og Nicholas Gotfredsen, som vil skrive om morgendagens begivenheder.