Spillernes dagbog: Kampdag
Hver dag i løbet af træningslejren vil spillertruppen skrive dagbog om dagens begivenheder, som vil blive bragt her på vff.dk.
Af: Lukas Lerager, Mikkel Rask, Serge Deble, Alhaji Gero
Kære dagbog
Dagen startede med en mærkelig lyd ude fra gangen, det var vores holdleder Vetter, der var i gang med sin morgengymnastik, som larmede utrolig meget. Man skulle tro, det var et fly, der var ved at lette. Derefter bød hotellet på en flot morgenbuffet kl. 8:00, som vi nyder hver dag.
Meningen var, at vi skulle have en let gang træning 9:30, men det satte regnen en stopper for. Så det betød at der var fri/hvile indtil 12:30, hvor der var frokost. I det tidsrum fik Lars Møller (fys) en lektion i pool, hvor resultat blev 8-2 til Lerager (vigtig info) - efter fyssen tidligere på dagen, havde meldt op, at han var Fyns mester i sine unge dage.
Kl. 15:00 stod Auri for oplæg til dagens kamp, og kl. 15:30 var der afgang til spillestedet. Banen kunne man ikke sætte en finger på, den stod knivskarpt. Kampen blev spillet i et godt tempo og det russiske mandskab gav god modstand, og en meget lige kamp set over 90 minutter. Lerager og Rask sad over i dagens kamp, men forventes meget snart klar i gang. Under kampen havde Rask en masse løb med vores fysiske træner Kasper Ulriksen, mens Lerager overværede kampen på tribunens rigtig fine pressepladser sammen med Ole, Tommy og Nico.
Derefter var det hjem til hotellet og få noget i skrutten. Aften bød på lobby-hygge, med pool, snak og partners! Tak for i dag!
I morgen skriver Jeppe Curth, Elson Hooi, Babajide Ogunbiyi og Christopher Poulsen