Auri: En rigtig god test
Auri Skarbalius er tilfreds med træningskampen mod Rostov, som han kalder for en god test, til trods for nederlaget.
Viborg FF løb ind i vinterens første nederlag, da det blev 1-2 mod russiske FC Rostov. Cheftræner Auri Skarbalius er, på trods af nederlaget, alligevel meget tilfreds med testkampen:
-Rent fysisk stod vi distancen mod et hold fra den bedste liga i Rusland, så det var tilfredsstillende. I forhold til vores tidligere modstandere i opstarten var Rostov stærkere rent teknisk, de havde mere speed og deres evne til at opfatte spillet var rigtig god.
-De stressede os til at lave flere fejl. Det er uden tvivl det stærkeste hold, vi har mødt i opstarten, og det var godt for spillerne at blive presset på den måde, så det var en rigtig god test for os.
Selvom det var en meget lige affære, så erkender Auri Skarbalius også, at det russiske mandskab havde den ekstra kvalitet i holdet, som afgjorde kampen:
-Vi havde svært ved at skabe noget, selvom vi havde vores momenter. De skabte heller ikke ret meget, men ved de få chancer, de fik, så havde de kvalitet til at gøre tingene færdigt.
-Vi lærer af alle vores kampe, og det kan måske vise sig at være sundt nok for os at tabe en fodboldkamp, afslutter cheftræneren.
Næste opgave er på lørdag, hvor førerholdet fra Moldova, FC Dacia, venter.