En udbytterig uge
På trods af udfordringer med vejret er sportschef Ole Nielsen glad for ugen i Tyrkiet, som har været udbytterig på flere fronter.
Træningslejren startede med en masse udfordringer, da vejrguderne i de første dage sendte en masse regn ned over Antalya, men alligevel er sportschef Ole Nielsen ganske tilfreds med ugen i Tyrkiet:
-Det blev lidt udfordrende i starten, da vi ikke havde vejret med os og måtte aflyse et par træninger, så det var selvfølgelig ikke som vi havde håbet. Men vi sluttede ugen rigtig godt med fint vejr de sidste fire dage, og vi fik trænet godt og spillet nogle gode træningskampe mod et par rigtig stærke modstandere.
Udover det sportslige, så glæder Ole Nielsen sig også over udbyttet udenfor kridtstregerne:
-Socialt fik vi rystet truppen godt sammen. Vi havde nogle gode sociale arrangementer, og vi synes, at de nye spillere er blevet godt integreret i truppen.
-Derudover fik vi holdt nogle gode samtaler dernede. Der er mange ting, der gerne skal gå op i en højere enhed for os i den kommende halvsæson, og det var vigtigt at få snakket om. Så alt i alt synes jeg, at det har været en udbytterig uge, der har været god på flere fronter.
De kommende dage skal Viborg FF bruge på at finpudse de sidste detaljer inden sæsonen går i gang igen. Inden da venter vinterens sidste træningskamp mod AGF på fredag den 6. marts.