Wichmann misser sæsonstarten
Mathias Wichmann skal opereres i foden og går dermed glip af starten på forårssæsonen.
I seneste træningskamp mod FC Dacia på træningslejren i Tyrkiet udgik Mathias Wichmann i anden halvleg efter at have vredet om på foden. De første meldinger var ikke alvorlige, men en nærmere undersøgelse hjemme i Danmark har vist, at midtbanespilleren desværre har pådraget sig et brud på fodrodsknoglen.
Mathias Wichmann skal opereres i dag, torsdag, og ventes ude i fire-seks uger inden genoptræning kan påbegyndes. Han misser dermed første del af forårssæsonen.
-Det er en streg i regningen for os, og det er selvfølgelig ærgerligt for både Mathias og for klubben. Han havde ellers fået en god start og var blevet godt integreret på holdet, lyder det fra sportschef Ole Nielsen.