Lerager: Dejligt at være tilbage
Midtbanespilleren Lukas Lerager glæder sig over at være tilbage i god form, men erkender, at spillet ikke var godt nok mod Skive fredag aften.
Lukas Lerager har haft en blandet optakt til forårssæsonen, hvor han både fik spillet nogle rigtig gode træningskampe og scoret to mål, men senere blev skadet og måtte se de sidste tre testkampe fra sidelinjen. Nu er han endelig fit og tilbage igen, og spillede 90 minutter i fredagens lokalopgør mod Skive:
-Det er rigtig dejligt at være med igen. Jeg spillede også 90 minutter i reserveholdskampen i mandags, så jeg har fået nogle minutter i benene, og det er skønt efter en lang pause. Min form er fin, og jeg føler, at jeg er, hvor jeg skal være.
Kampen mod Skive blev aldrig nogen køn forestilling, og Lerager er da heller ikke tilfreds med, at det kun blev til et enkelt point:
-Det var ikke godt nok af os. Man kunne hurtigt se, at Skive bare ville have ét point, og det fik de så. Det var svære betingelser på en meget, meget dårlig bane, men det skal ikke være vores undskyldning. Vi burde have fået mere ud af de mange dødbolde.
-Vi spillede godt rent defensivt og gav ikke en chance væk, men vi skal hjem og have justeret nogle ting i vores offensive spil til næste kamp. Så må vi ud og slås for en sejr på hjemmebanen på torsdag.
Viborg FF og HB Køge tørner sammen på Energi Viborg Arena skærtorsdag den 2. april klokken 15.