Viborg FF tilbage på sejrssporet
Viborg FF kom tilbage på sejrssporet, da HB Køge blev besejret med 2-0 på Energi Viborg Arena. Serge Deble og Marcel Rømer scorede målene for hjemmeholdet.
Der var lagt op til en tæt kamp, da Viborg FF tog imod HB Køge skærtorsdag på Energi Viborg Arena. Inden kampen var begge hold ubesejrede i foråret, og fælles for holdene var også, at ingen af dem havde lukket mål ind i forårets første kampe.
Viborg skulle dog kun bruge et kvarter på at ødelægge gæsternes fine statistik. Marcel Rømer sendte et frispark fra venstre side ind i feltet, og mellem venner og fjender endte bolden hos Serge Deble, der sikkert bragte hjemmeholdet på 1-0. Få minutter senere var Viborg tæt på at fordoble den føring, da et flot, gennemspillet angreb endte hos Elson Hooi på bagerste stolpe. Kantspilleren helflugtede bolden forbi keeperen, men inde på stregen fik en HB Køge-forsvarer reddet.
Gæsterne forsøgte sig med et højt pres og havde til tider også held med at stresse Viborg, dog uden det førte noget med sig. HB Køge havde blot et enkelt skud på mål før pausen.
Det var tydeligt, at begge hold var dygtige defensivt, og anden halvleg blev også en chancefattig affære. Viborg var bedst og havde også den overvejende del af boldbesiddelsen, men det var altså sparsomt med oplagte målchancer.
Kort før tid lykkedes det alligevel hjemmeholdet at finde vej til netmaskerne. Marcel Rømer sendte et hjørnespark mod bagerste stolpe, og bolden fik lov at passere hele vejen og endte altså i nettet. Fortjent 2-0 til Viborg, som også blev kampens resultat.
Næste opgave for Viborg FF er på mandag, hvor turen går til Fredericia.
Viborg FF – HB Køge
1-0 Serge Deble
2-0 Marcel Rømer
Startopstillingen
Peter Friis – Jonas Thorsen, Babajide Ogunbiyi, Jacob Egeris, Christopher Poulsen – Sebastian Andersen, Marcel Rømer, Jeppe Grønning, Elson Hooi – Serge Deble, Alhaji Gero
Indskiftninger
Jeppe Curth for Serge Deble (70.), Martin Svensson for Elson Hooi (77.)
Kort
Gult: Jonas Thorsen
Tilskuertal
3.090