Tilfreds Auri: Solid indsats
Smilet var tilbage på læberne hos cheftræner Auri Skarbalius efter 2-0 sejren over HB Køge på Energi Viborg Arena.
Efter en mindre god kamp i Skive i sidste uge, kom Viborg FF tilbage på rette spor, da HB Køge skærtorsdag blev sendt hjem med et 0-2 nederlag. Cheftræner Auri Skarbalius er tilfreds med præstationen og roser spillernes arbejdsindsats:
-Hele holdet arbejdede stenhårdt. Vi gav stort set ingenting væk i dag, og det var en meget solid indsats. Vi vidste, at HB Køge har nogle dygtige individualister, der kan gøre tingene på egen hånd, men spillerne hjalp hinanden godt og fik løst tingene meget fornuftigt i defensiven.
-Samtidig var vi gode til at overspille deres pres, men vi manglede dog lige det sidste for at spille chancerne helt store. Vi havde en del optræk til chancer og gode indlæg, men vi manglede lidt den sidste skarphed for at score flere mål.
Der er endnu ikke scoret imod Auri Skarbalius’ mandskab i forårssæsonen, og det er naturligvis også noget, der vækker tilfredshed hos cheftræneren:
-Hele holdet skal have ros for det. Alle arbejder hårdt defensivt, og det er det, der giver os ro i kampene. Så længe man holder nul, så er man sikker på point, og så er det nemmere at vinde fodboldkampe.
-Vi glæder os over sejren i aften, men i morgen er der fokus på næste opgave, som allerede er på mandag.
Viborg FF møder FC Fredericia på udebane på mandag den 6. april klokken 14.30.