Viborg sejrede i Fredericia
Viborg sejrede 2-1 hos Fredericia, efter flotte scoringer af Sebastian Andersen og Serge Deble.
Kampen startede i et stille og roligt tempo, hvor Fredericia var en del på bolden. De hvidklædte gæster overtog dog hurtigt initiativet i opgøret.
Først forsøgte Grønning sig med et skud efter få minutter, men midtbanemotoren fik ikke afsluttet ordentligt. Jeppe Curth var noget tættere på kort efter, men angriberens flade afslutning blev reddet af Fredericias målmand.
Det var dog hjemmeholdet som fik nettet til at blafre efter små tyve minutter. Jacob Egeris mistimede sin tackling, og så fik lille Anders Hostrup frit løb mod mål, og sikkert kunne Fredericia-topscoreren udplacere Peter Friis.
Mod slutningen af halvlegen fik VFF igen etableret et pres mod Fredericia, men der kom ikke flere scoringer i første halvleg.
Viborg benyttede pausen til at skifte topscorer, Serge Deble, ind i stedet for Jeppe Curth, og den lille ivorianer fik hurtigt lagt pres på de bagerste geledder hos Fredericia.
Da der var spillet knap en time måtte Fredericia-defensiven strække våben. Sebastian Andersen trykkede af nogle meter uden for feltet, og det var en rigtig fin ide. Skuddet blev kanoneret i mål, uden chance for en prisgivet Fredericia-målmand.
Efter scoringen fortsatte VFF med at presse de rødklædte værter, og efter halvfjerds minutter kom Viborg i front. Serge Deble modtog bolden på kanten af feltet og hamrede sublimt bolden i mål.
Hjemmeholdet forsøgte til slut at etablere et pres mod Viborgs mål, men helt tæt på kom de ikke. VFF havde også chancer i den anden ende, men skarpheden manglede. Der kom ikke flere scoringer i opgøret, og dermed vandt VFF fortjent 2-1 på Monjasa Park, og kom dermed ud af påsken med maksimumpoint.
Næste gang Viborg skal i aktion er på torsdag, hvor Vendsyssel kommer forbi Energi Viborg Arena.
Fredericia – Viborg FF
1-0 Anders Hostrup
1-1 Sebastian Andersen
1-2 Serge Deble
Startopstillingen:
Peter Friis – Jonas Thorsen, Babajide Ogunbiyi, Jacob Egeris, Christopher Poulsen – Sebastian Andersen, Marcel Rømer, Jeppe Grønning, Elson Hooi – Jeppe Curth, Alhaji Gero
Indskiftninger: Serge Deble for Jeppe Curth (46.), Aleksandar Stankov for Elson Hooi (69.) Martin Svensson for Sebastian Andersen (75.)