MK Huse klar til Spinning Tour
VFF Spinning Tour 2015 løber af stablen lørdag den 6. juni i forbindelse med sæsonens sidste hjemmekamp, og MK Huse er endnu engang klar til at svede på cyklen for Viborg FF.
Hver sommer siden 2011 har Viborg FF afholdt spinning-event, som i al sin enkelthed går ud på, at sponsorerne cykler og sveder penge ind til klubben.
Hver rytter har inden da været rundt i sit eget bagland og skaffet sponsorer til sin cykel, som betaler et beløb pr. kalorie, der bliver svedt i den time, som eventen varer. I alt har rytterne siden 2011 kørt over 3,6 millioner kroner ind, og igen i år har en lang række stærke sponsorer meldt sin ankomst på cyklen.
MK Huse er for tredje gang klar til at stille op til VFF Spinning Tour, og indehaver Jesper Lauridsen ser frem til årets begivenhed:
-Vi glæder os. Jeg synes, det er en god måde at inddrage virksomheder på, der i forvejen ikke er eksisterende sponsorer i Viborg FF. Vi går selvfølgelig efter at lave et godt resultat, og kan vi lave mellem 50.-100.000 kr., så er jeg tilfreds.
I år doneres 100.000 kr. fra eventen til Børnecancerfonden via Team Rynkeby.