Auri: Fokus på opgaven
Cheftræner Auri Skarbalius ser frem mod onsdagens kamp på Energi Viborg Arena, hvor FC Roskilde kommer på besøg.
En sejr over FC Roskilde på Energi Viborg Arena onsdag aften vil betyde oprykningsfest i Viborg. Det er cheftræner Auri Skarbalius naturligvis bekendt med, men han og spillerne vil ikke lade sig påvirke af omgivelserne. I stedet er der fuld fokus på opgøret inden for kridtstregerne:
-Vi ved godt, at en sejr betyder oprykning, men tingene kommer ikke af sig selv. Vi møder et fodboldhold med elleve spillere, som også spiller for at vinde. Jeg har sagt til spillerne, at vi skal fokusere på egne opgaver, og kan vi lykkes med det, så skal det andet nok komme. Det er den måde, vi gør tingene på.
-Vi har en plan for, hvordan vi vil spille mod Roskilde. Hver enkelt spiller kender sine opgaver, og nu er kunsten netop at holde fokus på opgaven, og lade være med at fokusere på, hvad der sker rundt omkring.
De to tidligere opgør i denne sæson mod FC Roskilde er begge endt 1-1, og cheftræneren forventer stor koncentration fra sine spillere, hvis de vil gøre sig forhåbninger om tre point:
-Roskilde er et dygtigt hold, så vi skal være ekstra koncentrerede defensivt og være dygtige til at flytte bolden hurtigt i offensiven. Kan vi gøre det, så kan vi også få den sejr, som vi håber på, afslutter Skarbalius.
Viborg FF og FC Roskilde mødes onsdag klokken 19.