Grønning: Det største i karrieren
Jeppe Grønning jubler over oprykningen til Superligaen, som han kalder det største i karrieren, selvom han har prøvet det før.
Viborg FF sikrede sig onsdag aften oprykning til Superligaen, da det blev 1-0 over Roskilde hjemme på Energi Viborg Arena. Midtbaneslideren Jeppe Grønning er naturligvis meget glad for, at oprykningen endelig er i hus:
-Det er dejligt endelig at have det på plads. Der er blevet snakket om det længe, så det er fantastisk, at det nu er en realitet.
-Vi har været stabile over hele sæsonen. Vi har kun tabt én kamp, og har ikke lukket ret mange mål ind. Det er det, der kendetegner et tophold, så det er fuldt fortjent, at vi rykker op.
Jeppe Grønning har prøvet at rykke op i Superligaen før. Det er nemlig tredje år i træk, at det sker, men denne gang er det noget helt specielt:
-Hvis jeg skal sammenligne med de andre gange, jeg har prøvet at rykke op, så er det her det største for mig. Jeg har haft en stor rolle på holdet i denne sæson, så det er klart det største i min karriere, selvom jeg har prøvet det før, afslutter Grønning.