Auri: Uacceptabel anden halvleg
Cheftræner Auri Skarbalius er utilfreds og skuffet over anden halvleg mod AB, hvor Viborg FF tabte med 2-1.
Viborg FF led årets første nederlag, da AB vandt med 2-1 i Gladsaxe. Gæsterne fra Viborg kom ellers fint fra start og dominerede kampen i første halvleg, men det resulterede ikke i scoringer. Skarpheden manglede, men ellers er cheftræneren fint tilfreds med kampen før pausen:
-Rigtig fin første halvleg. En god præstation starter altid oppe i hovedet, hvor man har indstillingen i orden og er parat. Det leverede vi fint i de første 45 minutter, lige på nær skarpheden til at udnytte de muligheder, vi havde.
Anden halvleg var til gengæld en helt anden forestilling, og her manglede Viborg mere end blot skarpheden. Cheftræneren er langt fra tilfreds med indsatsen:
-Jeg roste spillerne i pausen, men rosen havde desværre en forkert effekt, for det, der blev leveret i anden halvleg er uacceptabelt. Vi var ikke parate, og selvom AB heller ikke spillede prangende, så havde de mere ærgerrighed og udstråling, og det kan vi ikke være tilfredse med.
-Alle hold taber kampe på et tidspunkt, men jeg kan ikke acceptere måden vi tabte til AB på. Jeg skal bruge den kommende uge på at tænke grundigt over, hvem der skal spille næste gang.
Viborg FF møder Brønshøj på udebane i næste runde. Kampen spilles på lørdag klokken 16.