Viborg FF styrker trænerteamet
Steffen Højer ansættes som ekstra assistenttræner omkring førsteholdet i Viborg FF fra den kommende sæson mens Orla Højriis skal bidrage i øget omfang med kampanalyser og scoutingarbejde.
Viborg FF udvider trænerteamet fra tre til fire, således er Steffen Højer ansat som ny assistenttræner og vil indgå i teamet omkring førsteholdet sammen med cheftræner Johnny Mølby, assistent Søren Frederiksen og målmandstræner Stephen Lowe.
Sportschef Ole Nielsen udtaler:
-Vi skal til at spille på en anden hylde, og det er selvfølgelig det, vi forbereder os på. Det kræver, at vi er skarpe helt ned i mindste detalje, og vi glæder os over at få Steffen Højers kompetencer ind omkring førsteholdet. Han skal både være bindeleddet mellem FK Viborg og førsteholdet, og samtidig sparringspartner med de øvrige i trænerteamet.
-Dermed har vi tre kulturbærere og klublegender bag vores cheftræner, og vi er sikre på, at de sammen kan skubbe tingene i den rigtige retning.
Højer skal være omkring førsteholdet to-tre gange om ugen, mens han fortsat skal stå i spidsen for FK Viborgs U17-mandskab. Udover Steffen Højer, så tilknyttes Orla Højriis samtidig i større omfang omkring førsteholdet for at optimere forholdene for både trænerteamet samt sportschef Ole Nielsen. Højriis skal bidrage med kampanalyser af modstanderne og et øget scoutingarbejde generelt.