Vetter og Andersen takker af i VFF
På mandag møder førsteholdstruppen i Viborg FF ind til sommerens første træning forud for den kommende sæson i Alka Superligaen, men det bliver uden Simon Vetter og Lasse Andersen, der begge stopper i klubben ved kontraktudløb denne sommer.
Sportschef Ole Nielsen:
-Det er utroligt svært at nå igennem det nåleøje, der hedder Superliga, og det har de to spillere ikke helt nået endnu. Begge har de et uomtvisteligt stort fodboldtalent, men de skal måske omkring 2. eller 1. division i et par sæsoner først. Men der er ikke noget i vejen for, at de kan slå igennem på et senere tidspunkt.
-Begge spillere skal have tak for indsatsen i klubben, og vi ønsker dem selvfølgelig alt det bedste fremover.
Simon Vetter og Lasse Andersen var begge udlejet til Kjellerup i 2. division i forårssæsonen. Det var unge Sebastian Denius også – han vender tilbage til Viborg FF på mandag.