Den fysiske styrke blev testet
Spillernes individuelle fysiske styrke kom på prøve, da truppen var samlet til styrketest i Viborg Crossfit tirsdag eftermiddag.
På sommerens anden træningsdag var det tid til sommerens anden test. Mens spillerne var igennem løbetest mandag, så var det tirsdag blevet tid til test af den fysiske styrke. Boldene var udskiftet med vægte og fysisk træner Kasper Ulriksen stod i spidsen for træningen.
-Testene bruges individuelt som et redskab i træningsprocessen og i spillernes egen udvikling. Det er vigtigt for os at vide nøjagtigt hvor spillerne er rent fysisk i dag, og hvilke områder vi skal have fokus på at forbedre, fortæller Ulriksen.
Foruden de klassiske styrketræningsøvelser som squat, bænkpres og dødløft blev blandt andet spillernes springkraft og core også testet.