FK Viborgs U15 gjorde rent bord
FK Viborgs U15 drenge sluttede sæsonen med endnu en pokaltitel og dermed sluttede sæsonen med et regulært triumftog.
Søndag skulle de grøn-hvide forsøge at følge sidste uges eliterække finalesejr op med en sejr i DBU´s Faxe Kondi Pokalturnering. Modstanderen var AB og kampen blev spillet i flotte rammer på Farum Park.
FK Viborg kæmpede kampen igennem med at få fart i spillet, det var som om at nerver og den lange bustur spillede drengene et lille puds. I mange nærkampe manglede lige de sidste marginaler og derfor blev pokalfinalen mere jævnbyrdig end nødvendigt. I første halvleg startede AB med meget boldbesiddelse, men ”akademikerne” fik aldrig lov til at blive farlige mod en påpasselig Viborg defensiv. Omvendt var Viborg mere direkte i spillet og det gav et par muligheder til Oliver Haurits og Dino Drljevic. Endvidere slap Viborg fri på kanterne flere gange, men indlæggene blev ikke præcise nok.
Efter 19 minutter lykkedes det Viborg at komme foran, da Dino Drljevic fandt Oliver Haurits med en dyb stikning. Haurits omsatte sikkert til en føring på 1-0. Det så ud som om målet løsnede lidt op på Viborg spillet, men 3 minutter senere svigtede koncentrationen ved et AB hjørnespark og så det pludselig 1-1. I resten af første halvleg fik Viborg fremtvunget en række straffespark men bortset fra appeller for hands, så blev det aldrig rigtig farligt.
Efter pausen startede Viborg helt skidt og de første minutter var AB tæt på at skabe en afgørende chance. Heldigvis fik Viborg langsomt og sikkert arbejdet sig til et overtag og som halvlegen skred frem, blev der vundet flere og flere dueller. De afgørende chancer lod dog vente på sig. Men med 9 minutter tilbage fremtvang Viborg et frispark lige på kanten af feltet. Emil Frederiksen sparkede bolden direkte i mål og AB fik tildelt et gult kort. Trods undertal forsøgte AB at presse spillet frem, men pludselig var FK Viborg rigtig giftige på omstillingerne, hvilket gav hele tre friløbere. Først sparkede Oliver Haurits på stolpen, så var Jakob Møller alene igennem inden Emil Frederiksen sparkede på målmanden. Med et minut tilbage blev det så 3-1, da Malthe Klausen stod fri i feltet.
Træner Keld Bay var i højt pokalhumør efter kampen: ”Prøv lige at høre her. Vi har vundet den jyske pokal. Slået de fynske pokalmestre og nu snuppet den store DBU pokal. Vi har vundet kredsen i eliterækken. Og vi har slået Esbjerg i eliterækkens finale. Det er simpelthen totalt klasse. Det er historisk. Det har ingen FK Viborg hold nogensinde præsteret. Og det aldrig tidligere sket i DBU regi. Det kan ganske enkelt ikke blive større. Jeg er stolt og rørt. Og drengene har virkelig fortjent triumferne”.
Efter søndagens herlige bustur til Farum Park er der nu sommerferie for FK Viborgs U15 drenge!