Rask: De kampe vi lever for
Mikkel Rask ser frem til mødet med FC Midtjylland, og ved, at derbykampene mod rivalerne betyder noget helt specielt for alle i og omkring klubben.
Lørdag står Viborg FF atter overfor mødet med landets bedste fodboldrække, og samtidig også overfor rivalerne fra FC Midtjylland. Mikkel Rask har repræsenteret den grønne trøje i en årrække, og han ved om nogen, hvad kampene mod rivalerne betyder for klubben, byen og ikke mindst fansene:
-Det betyder rigtig meget for hele byen, og det smitter utrolig meget af på os spillere. Der er en stemning og atmosfære udover det sædvanlige, når man spiller de kampe mod FC Midtjylland.
-Det er de kampe, som fansene lever for, og det er de kampe, vi spillere lever for. Jeg tror, at alle fodboldspillere håber at opleve den slags kampe, hvor der er meget mere end point på spil.
Premierekampen mod de forsvarende mestre bliver utvivlsomt en hård opgave for Rask og kompagni, men den rutinerede forsvarsspiller nægter at lægge sig ned, og håber selvfølgelig på, at Viborg FF kan komme på tavlen allerede i første runde.
-Ingen tvivl om, at det bliver en svær kamp. De er rigtig stærke, og ekstremt gode på hjemmebane, men omvendt ved vi også, at lokalopgør lever sit eget liv, og der kan ske mange ting. Vi tager afsted for at kæmpe vores kamp, og vi vil selvfølgelig gøre alt for at få point med hjem.
Kampen mod FCM fløjtes i gang på MCH Arena lørdag klokken 16.