Glerup bliver A+ træner
Jakob Glerup er ansat som ny A+ træner i FK Viborg, hvor han blandt andet skal arbejde med klubbens største talenter.
Viborg FF styrker det sportslige setup omkring ungdomsafdelingen FK Viborg, idet kamprekordholder og tidligere anfører, Jakob Glerup, ansættes som ny A+ træner. Glerups opgaver som A+ træner omfatter blandt andet at koordinere og kvalitetssikre FK Viborgs største talenter i samarbejde med talentchef Predrag Bojanic og sportschef Ole Nielsen. Herunder skal der udarbejdes målsætninger og handlingsplaner for en gruppe af de mest talentfulde ungdomsspillere.
Udover Jakob Glerup, så tiltræder endnu et velkendt ansigt også i FK Viborg, da tidligere forsvarsgeneral Ralf Pedersen skal stå i spidsen for FK Viborg U15, som han overtager efter Kenneth S. Kristiansen, der fremover skal træne U16-holdet og samtidig vil få flere administrative opgaver i FK Viborg.
Pedersen og U15-mandskabet drager i næste uge til Sjælland for at deltage i Brøndby Cup, hvor også U13- og U14-holdet vil være repræsenteret.
Følgende trænere står i spidsen for FK Viborg-holdene i den kommende sæson:
U19: Mads Hangaard
U17: Steffen Højer
U16: Kenneth S. Kristiansen
U15: Ralf Pedersen
U14: Carsten Ravn
U13: Morten Emil Christensen