3.g'ere fik indblik i fodboldforretningen
Fodbold er fornøjelser, følelser og benhård forretning - Viborg FF besøgte Event & Sport Management studieretningen på Viborg Handelsgymnasium.
Der blev talt om alt fra fankultur og forretningsudvikling til netværk og sponsorarbejde, da Økonomi- og administrationschef i Viborg FF Lars Kristensen for nylig var forbi Viborg Handelsgymnasium. Og enmeget stor del af arbejdet med at drive og udvikle en forretning som Viborg FF er at være synlige og skabe nærhed til lokalmiljøet i Viborg. Nøgleordene hedder fællesskab, sammenhold og fankultur. For uden fans ingen sponsorer – og uden sponsorer ikke noget Viborg FF, pointererede Lars Kristensen.
- I Viborg FF har vi skåret ind til benet og fokuserer hundrede procent på det sportslige og den kerneforretning, der knytter sig direkte hertil. Det vil sige sponsorarbejde, events, relations- og netværksopbygning og oplevelser, sagde Lars Kristensen og fortsatte:
- På det sportslige plan kan det være tilfældigheder, som afgør, om man skal spille europæisk i den ene sæson og hvad man får af tv-penge i den næste. Og så er det vigtigt, at man har en trimmet forretning, der er polstret til dårlige tider. Og det har vi i Viborg FF, sagde han til 3.g-eleverne på Event & Sport Management-studieretningen.
Sportsklub i millionklassen
På dagen fik eleverne rig mulighed for at se hvordan teorier og termer om økonomi og afsætning gør sig gældende i en moderne sportsklub i millionklassen.
- Det er fedt at komme ud og få input, inspiration og ideer fra unge som drømmer om en karriere inden for sport, event og management. Vi kommer gerne ud og fortæller om vores arbejde i Viborg FF – og det er dejligt at mærke den store interesse og nysgerrighed, der knytter sig til det sportsmæssige såvel som det faglige, sagde Lars Kristensen, som selv gik på Viborg Handelsgymnasium for 21 år siden.